Den tyske idealismes ældste systemprogram1

Oversat af Søren Mau og Søren Riis3

en  etik. Da hele metafysikken fremtidigt falder ind under moralen – som Kant med begge sine praktiske postulater blot har givet et eksempel på, intet udtømt –, så bliver denne etik intet andet end et fuldstændigt system af alle ideer, eller, hvad der er det samme, af alle praktiske postulater. Den første ide er naturligvis forestillingen om mig selv som et absolut frit væsen. Med det frie, selvbevidste væsen træder samtidig en hel verden frem – ud af intet – den eneste sande og tænkelige skabelse ud af intet. – Herfra vil jeg stige ned på fysikkens områder; spørgsmålet er dette: Hvordan må en verden for et moralsk væsen være beskaffen? Jeg vil give vores langsomme, ved eksperimenter møjsommeligt fremadskridende fysik, vinger igen.
Så når filosofien angiver ideerne, og erfaringen data, kan vi endelig få den storstilede fysik, hvilket jeg forventer af senere tidsaldre. Det lader ikke til, at den nuværende fysik kan tilfredsstille en skabende ånd, som vores er, eller burde være.
Fra naturen kommer jeg til menneskets værk4. Med idéen om menneskeheden forrest vil jeg vise, at der ikke gives nogen idé om staten, da staten er noget mekanisk, ligeså lidt som der gives en idé om en maskine. Kun det, der er genstand for friheden, kaldes en idé. Vi må altså hinsides staten! - thi enhver stat bliver nødt til at behandle frie mennesker som mekaniske tandhjul; og det skal den ikke; derfor må den ophøre. I ser af jer selv, at alle idéerne om den evige fred osv. her kun er idéer underordnet en højere idé: Samtidig vil jeg her nedfælde principperne for en menneskehedens historie og afsløre hele det elendige menneskeværk af stat, forfatning, regering og lovgivning. Endelig kommer idéerne om en moralsk verden, Guddom, udødelighed, - omstyrtelsen af al overtro, forfølgelse af præstedømmet, der for nylig foregiver fornuft, gennem fornuften selv. - Absolut frihed for alle ånder, der bærer den intellektuelle verden i sig og hverken må søge Gud eller udødelighed uden for sig selv.
Til sidst idéen, der forener alle, skønhedens idé, ordet taget i dets højere platoniske betydning. Jeg er nu overbevist om, at fornuftens højeste akt, der, idet den omfatter alle idéer, er en æstetisk akt, og at det sande og gode kun i skønheden er søskende 5.
Filosoffen må besidde lige så meget æstetisk kraft som digteren. Menneskerne uden æstetisk sans er vores bogstavfilosoffer. Åndens filosofi er en æstetisk filosofi. Man kan ikke være åndrig i noget, selv ikke om historie kan man ræsonnere åndrigt – uden æstetisk sans. Her bør det gøres klart, hvad de mennesker, der ingen idéer forstår, egentlig mangler – og trohjertet nok indrømmer, at alt er dunkelt for dem, så snart det overskrider tabeller og registre. 
Poesien får herigennem en højere værdighed, den bliver til slut igen, hvad den var i begyndelsen – menneskehedens lærerinde; da gives der ingen filosofi, ingen historie mere,  digtekunsten alene vil overleve alle øvrige videnskaber og kunstarter.

Samtidig hører vi så ofte, at den store hob må have en sanselig religion. Ikke kun den store hob, også filosoffen behøver dette. Fornuftens og hjertets monoteisme, indbildningskraftens og kunstens polyteisme, dette er, hvad vi behøver!

Først vil jeg her tale om en idé, der, så vidt jeg ved, endnu ikke er opstået i noget menneskeligt sind – vi må have en ny mytologi, dog må denne mytologi stå i idéernes tjeneste, den må være en fornuftens mytologi.

Indtil vi gør idéerne æstetiske, dvs. mytologiske, har de ingen interesse for folket; og omvendt, indtil mytologien er fornuftig, må den for filosoffen være skamfuld. Omsider må oplyste og uoplyste række hinanden hånden, mytologien må være filosofisk og folket fornuftigt, og filosofien må være mytologisk, for at gøre filosofferne sanselige. Da hersker evig enhed mellem os. Aldrig mere det foragtende blik, aldrig mere folkets blinde sitren for dets vismænd og præster. Først da venter der os lige uddannelse for alle kræfter, af den enkelte såvel som af alle individer. Ingen kraft vil mere være undertrykt. Da hersker åndernes almene frihed og lighed! – En højere ånd, sendt fra himlen, må stifte denne nye religion blandt os, den vil være menneskehedens sidste, største værk.

Originalen har ingen titel. Titlen Das älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus er givet teksten af Franz Rosenzweig, der udgav den første gang i 1917.

Der hersker tvivl om, hvem forfatteren til teksten er. Originalen er overleveret på et enkelt ark i Hegels håndskrift, og gik tabt under 2. verdenskrig. Men der er ikke enighed om, hvilken eller hvilke af de tre studiekammerater Hegel, Schelling og Hölderlin, der er forfatter.

Tak til lektor Thomas Schwarz Wentzer, Aarhus Universitet, samt Jesper Lundsfryd Rasmussen, for vigtige kommentarer og korrektioner.

Menschenwerk.

Verschwistert.