Fra Søren Kierkegaard til moderne scorekunst

Artiklen undersøger forførelsesbegrebet hos Søren Kierkegaard og Neil Strauss, med fokus på ligheder i forståelsen af forførelse som fænomen, dets udtryk som livsstil ift. Johannes Forføreren og Style, samt eksistentielle konsekvenser af denne livsstil. Som æstetiker søger Johannes Forføreren idealet om uforpligtende frihed og momentan nydelse. Hans forførelses udelukkende refleksive karakter resulterer i, at forførelsens objekt, Cordelia, bliver Johannes’ selvkonstituerende instans. Johannes taber derfor sit selv i forførelse og jagt på det æstetiske ideal. Med opkomsten af det moderne forførelsesmiljø, hvor forførelse bliver lig begær og markedsstrategi, drejes forførelsesbegrebet i en rationalistiskretning, hvilket ses i Styles evige refleksion over forbedring af forførelsesteknikker, der også resulterer i et tab af selvet. Jeg konkluderer, at begge taber sig selv i forførelse, men at kun Style formår at bryde med forførelseslivsstilen og dermed tage det første skridt fra det æstetiske til det etiske.

Hent artiklen som pdf her.