Billedet er hentet fra www.flickr.com Bruger: robjewitt

Kærligheden til Markedet

En lacaniansk undersøgelse af diskursen om markedet

Abstract

Artiklen forsøger at begribe, hvilke grundlæggende ubevidste strukturer, der viser sig i diskursen om markedet, dvs. den antropomorfistiske måde, markedet bliver omtalt på inden for den politiske og økonomiske debat. Med den franske psykoanalytiker Jacques Lacans begreber om den Anden, begær, objet petit a, fallos og subjektet der formodes at vide vil jeg forsøge at udlægge betydningen af udtryk som: Markedet ”straffer”, ”belønner”, har ”forventninger”, er ”nervøst” og lignende.


Indledning

Hvis man følger bare en smule med i den offentlige politiske og økonomiske debat, er det svært at undgå at lægge mærke til den centrale betydning begrebet markedet har. Forsøget på at begribe og forklare markedet og dets bevægelser har især været genstand for intens politisk interesse siden finanskrisens start i 2007. Det interessante ved dette begreb er den særlige måde, det bliver brugt på inden for især finansverdenen og -journalistikken samt i den politiske debat. Inden for denne diskurs omtales markedet bl.a. som noget, der kan være ”nervøst” og ”uroligt”, og som ”straffer” og ”belønner”. Det handler om at vinde markedets ”tillid” og undgå at sige noget, der kan gøre markedet ”surt” eller få det til at ”gå amok”. Markedet er således et centralt reference- og orienteringspunkt i den politiske og økonomiske debat og spiller en vigtig rolle i denne. Men hvad betyder det egentligt, at magtfulde aktører bruger begrebet markedet på denne måde? Hvilke ubevidste strukturer ligger til grund for denne tale om markedet som en straffende og belønnende instans, hvis tillid det gælder om at vinde? Hvad mener Helle Thorning-Schmidt egentligt, når hun siger, at ”Socialdemokratiet skal lære at elske markedet”[1]? Det er det, jeg i denne artikel vil forsøge at belyse. Med afsæt i den franske psykoanalytiker Jacques Lacans begrebsapparat vil jeg undersøge hvilke ubevidste strukturer, der viser sig i denne tale om markedet – fokus vil især være på begreberne den Anden, begær, fallos, objet petit a og subjektet der formodes at vide. Før denne analyse finder sted vil det dog være på sin plads med et par indledende bemærkninger vedrørende metodiske overvejelser.

 

Metodiske overvejelser

Første metodiske bemærkning angår spørgsmålet om, hvorvidt psykoanalysen kan bruges som en adækvat samfundsteori, der kan levere en relevant forståelse af sociale fænomener. Det er i denne sammenhæng vigtigt at bemærke, at det ubevidste, som er det centrale begreb i psykoanalysen, hos Lacan ikke er et dybt, inderligt sæde for dunkle drifter, der skal fremanalyseres i en ”dybdehermeneutisk” undersøgelse. Det ubevidste viser sig i talen, i den sproglige socialitet – det ubevidste er således altid allerede ”derude”, i det sociale felt, i den sproglige interaktion[2]. Som Bjerre og Laustsen skriver i deres bog om den slovenske filosof Slavoj Žižek, er det ubevidste ”de sammenhænge og meningsrelationer, vi indgår i uden at være bevidste om det, dvs. (...) det, at individet ikke har overblik over sin egen situation, hvordan verden hænger sammen, og hvordan dets egen tale relaterer sig til den store sammenhæng”[3]. Psykoanalysen er således grundlæggende en teori om social interaktion og de betydningssammenhænge, der viser sig i denne – det ubevidste er et socialt fænomen og handler (blandt andet) om, at et udsagn aldrig kan forstås isoleret, og at det er nødvendigt at inddrage den sociale orden, som det er blevet artikuleret indenfor.[4]

Anden metodiske bemærkning angår retfærdiggørelse af den i denne artikel fremhævede tale om markedet som en generel diskursiv tendens i samfundsdebatten. Her løber analysen i et velkendt (tilsyneladende) problem for enhver analyse af ”generelle tendenser” i samfundet;  hvordan kan et fænomen retfærdiggøres som en generel tendens ved at fremhæve enkeltsager og -udsagn? I forhold til dette er der tre væsentlige pointer at fremhæve. For det første er det til en vis grad umuligt, eller i hvert fald meget krævende, at levere en empirisk kvalifikation af en særlig diskurs\' udbredelse. Nok så mange henvisninger til udtalelser og skriftlige kilder vil aldrig kunne bevise, at der er tale om en generel tendens, men vil kunne afskrives som partikulære tilfælde. I denne artikel vil jeg henvise til flere forskellige kilder, primært artikler i dagblade og finanshjemmesider, som jeg mener, er eksemplariske for den tale om markedet, der skal analyseres. Derudover må jeg forlade mig på troen til, at læserne af denne artikel kan genkende denne diskurs i deres dagligdagserfaring af den sociale virkelighed – altså at der er en vis grad af overensstemmelse mellem forfatterens og læsernes oplevelse af den måde, markedet bliver omtalt på i den offentlige debat. For det andet står og falder analysens pointer ikke med, hvorvidt talen om markedet kan kvalificeres som en generel tendens. De citater, der henvises til, viser i tilstrækkeligt omfang, at der er socialt og økonomisk magtfulde aktører, der taler om markedet på førnævnte måde – hvilket i sig selv gør fænomenet interessant. Blot det faktum, at det i store dagblade som Børsen, Information og Berlingske Tidende anses for at være meningsfyldt at tale om markedet som noget, der straffer og belønner bør vække interessen for at forstå de strukturer, der gør en sådan tale meningsfuld. For det tredje giver det inden for en lacaniansk horisont ikke mening at betragte et individs udtalelser som noget, der kun informerer om lige netop dét individ. Som Lacans berømte dictum ”det ubevidste er den Andens tale”[5] pointerer, er der altid et element af andethed i subjektets tale; de sociale og symbolske strukturer taler altid med. Derfor kan man principielt set sige noget om det samfund, et subjekts tale indgår i, ud fra ét enkelt subjekts tale.

 

Markedet og den Anden(s begær)

Første trin i analysen er at få klarhed over, hvordan markedet bliver omtalt. Følgende citater kan tjene til at illustrere dette:

Det er fortsat et meget nervøst marked. Det der skal til for at få os på sikker grund er, at de europæiske politikere viser handlekraft - Frank Øland Hansen, seniorøkonom i Danske Bank, til epn.dk.[6]

Markedet er rigtigt, rigtigt nervøst. Den ene udtalelse flytter markedet halvanden pct., hvorefter der kommer en ny udtalelse, der flytter markedet den anden vej - Klaus Andersen, handler i Jyske Bank, til epn.dk[7]

Og så en fredag eftermiddag, hvor vi har en weekend foran os, så er det ganske naturligt, at markedet reagerer sådan på det. Det er et nervøst marked, der har det med at overtolke alting - specielt i negativ retning - Mads Zink, chef for Sales Trading i Danske Markets, til evb.dk[8]

Udover at være nervøst omtales markedet blandt andet også som usikkert[9], uroligt[10], vægelsindet[11], surt[12] og som en instans, der belønner[13], har forventninger[14], straffer[15], tolker (jf. ovenstående citat), kræver (f.eks. rentenedsættelser, stresstest eller miljøetik)[16], presser politikere[17] og går amok[18]. Tillid er tilsyneladende også et vigtigt element i et harmonisk forhold til markedet - ”Markedets tillid er afgørende”, som en artikel i Erhvervsbladet hedder[19] - det gælder om at ”(gen)vinde” markedets tillid[20]. Denne måde at tale om markedet på siger noget om, hvad markedet er for en størrelse. Markedet er for det første en instans, det er vigtigt at være på god fod med – ellers bliver man straffet. Man skal derfor være forsigtig med hvad, man siger (jf. andet ovenstående citat) og gør, da man ellers kan risikere at miste markedets tillid. Det tredje ovenstående citat viser ydermere, at markedet kan have særligt følsomme tidspunkter, hvor man skal træde ekstra varsomt – f.eks. en fredag eftermiddag efter en hård uge, lige inden markedet går på weekend. Hvis man ikke formår at tilfredsstille markedets krav, straffes man – økonomisk-politisk ledelse og styring går således ud på at leve op til markedets forventninger og gøre det, der kan skaffe markedets belønning.

Denne forståelse af markedet stemmer overens med Lacans begreb om den Anden. Lacan skelner mellem den anden (med lille a) og den Anden (med stort A).[21] Hvor den anden er et konkret andet subjekt, er den Anden ikke et andet subjekt eller en anden person, men snarere en symbolsk og social funktion – den er selve den symbolske og sociale orden, en strukturel instans. Den anden kan således repræsentere den Anden. Den Anden betegner det, at subjektet altid allerede er ”fanget” i en social, symbolsk og sproglig struktur og betydningssammenhæng – en radikal andethed - som det ikke selv har konstitueret, endsige bedt om at blive en del af. Den Anden er således også de samfundsmæssige normer og regler, subjektet må navigere i forhold til for at opretholde en tålelig  eksistens i samfundet. Subjektet finder altså sig selv i en uoverskuelig struktur af betydninger, der får det til at stille spørgsmålet om, hvordan det skal være og handle i forhold til den Anden for at få opfyldt dets begær. Begrebet den Anden spiller en vigtig rolle i psykoanalysen, hvilket viser sig i flere af Lacans berømte formuleringer som f.eks. ”Det ubevidste er den Andens tale”[22] og ”Begæret er den Andens begær”[23]. Et eksempel på hvordan den Anden konkret fungerer, finder Lacan i Guds rolle som epistemologisk og ontologisk garant i Descartes\' filosofi:

...[T]he true remains so much outside that Descartes then has to re-assure himself – of what, if not of an Other that is not deceptive, and which shall, into the bargain, guarantee by its very existence the bases of truth, guarantee him that there are in his own objective reason the necessary foundations for the very real, about whose existence he has just reassured himself, to find the dimension of truth.[24]

Hos Descartes finder vi altså en eksplicitering af den Andens strukturelle funktion og nødvendighed. Den Anden (Gud) er det, at der er en orden, der ikke er bedragerisk, og som garanterer virkelighedens eksistens og sandhed. Det er også den instans, der garanterer tilstrækkeligheden af de evner, subjektet benytter sig af i sin omgang med verden (”that there are in his own objective reason the necessary foundations for the very real”) - hos Descartes det, at hans fornuftige ræsonnementer faktisk svarer til virkeligheden – altså at de regler, han følger, er rigtige. Eksemplet med Descartes viser ydermere, at forestillingen om den Anden nødvendiggøres og konstitueres af en mangel i subjektet. Descartes har netop brug for den Anden, fordi han ikke selv kan garantere sine tankers gyldighed. Manglens konstitutive funktion er i følgende citat fra Descartes Meditationer tydelig:

[H]vordan skulle jeg kunne forstå, at jeg tvivler eller begærer, det vil sige mangler noget, og ikke er fuldkommen, hvis der i mig ingen idé var om et mere fuldkomment væsen, sammenlignet med hvilket jeg erkendte mine mangler?[25]

Citatet viser, at grundlaget for forestillingen om den Anden som det, at der gives en fuldkommenhed, en orden ”man kan regne med” og stole på, skal findes i subjektets mangel. Descartes\' erkendelse af egne fejl og mangler leder til antagelsen af, at der må være en instans, der ikke mangler, og har den sande viden.

Ovenstående citater og henvisninger til diskursen om markedet viser, at markedet inden for det økonomisk-politiske felt indtager den Andens strukturelle funktion. Ligesom Descartes\' Gud er markedet garanten for, at der er en rigtig måde at handle på, som kan give os det, vi mangler – i den forstand kan man sige, at markedet er kapitalismens Gud, hvilket stemmer overens med den personificerende måde at tale om markedet på. Siden finanskrisens start har den politiske debat om økonomien især drejet sig om, hvordan vækst skal opnås – vækst er et eksempel på en mangel, der skal opfyldes, som Descartes\' mangel på vished. Talen om markedet illustrerer således den nødvendige tro på, at der er en rigtig måde at handle på, som kan skabe vækst – og at der dermed er en instans, der garanterer, at der er et rigtigt svar på spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for at skabe vækst (at udfylde manglen). Markedet er den orden, de regler og normer, der bestemmer graden af velstand i samfundet, og som vi må appellere til for at opnå vores mål. Markedet doserer og uddeler nydelse i form af velstand, hvis man formår at handle på en måde, der tilfredsstiller det og således bliver genstand for dets gunst. At markedet her fungerer som den Anden kan yderligere tydeliggøres ved at inddrage Lacans begreb om begæret. Som førnævnt lyder definitionen på begæret, at det er ”den Andens begær”. Er det ikke netop dette, som talen om markedet viser? Det, der begæres, er både det, markedet begærer (f.eks. skattelettelser eller lønreduktion), og det at markedet skal begære os – begæret retter sig mod at opfylde og være genstand for markedets begær. Den økonomiske politik går således ud på at gøre det, den Anden vil have af os – og spørgsmålet stiller sig: Hvad er det, markedet vil have af os? Hvad er det, vi skal gøre for at opnå markedets gunst, så det belønner os? Den politiske debat kan således ses som variationer over svar på spørgsmålet om den Andens begær: Hvis bare vi arbejder 12 minutter mere, sænker/hæver skatten, afviser fattige indvandrere, hæver uddannelsesniveauet osv., så kommer væksten, pengene og lykken! Disse politiske forslag er altså forskellige forslag til, hvad det er den Anden begærer, og hvordan vi kan blive genstand for dette begær. Som det kan ses, betyder dét, at begæret er den Andens begær to ting: både det, markedet begærer og det at blive begæret af markedet.

 

At lære at elske markedet

I en vis forstand kan man sige, at nuværende statsminister og daværende Europaparlamentsmedlem Helle Thorning-Schmidt i 2002 fortalte sandheden om relationen til markedet, da hun til dagbladet Information udtalte, at ”Socialdemokratiet skal lære at elske markedet”[26]. Men hvad vil det egentligt sige at elske nogen eller noget? En af Lacans definitioner på kærlighed: ”at give det, man ikke har, til én, som ikke vil vide af det”[27], peger på en grundlæggende asymmetrisk struktur i kærligheden. Kærligheden består hermed i illusionen om, at den anden har det, subjektet mangler – man giver så at sige sin mangel til den anden, idet man tror, at han eller hun kan udfylde den (”give det, man ikke har”). Den anden gør på sin side det samme, og er derfor snarere rettet mod at få udfyldt sin mangel end at opfylde den andens (”én, som ikke vil vide af det”). På baggrund af denne sætning kan vi give mening til Helle Thorning-Schmidts udsagn: Socialdemokratiet skal lære at forstå, at det er markedet, der sidder inde med det, vi mangler. Det ligger implicit i udtalelsen, at socialdemokratiet i modsætning til nogle andre ikke har forstået dette – altså at de borgerlige eller andre, som traditionelt har været begejstrede for et frit marked, allerede elsker markedet. Dette bekræfter yderligere, at den herskende diskurs om markedet handler om, at markedet ses som den Anden, der kan give samfundet det, det mangler, og at det derfor gælder om at finde ud af, hvad markedet begærer og hvad det vil have os til at gøre. Der er imidlertid et andet og nært beslægtet element i kærligheden, hvilket kommer til udtryk i følgende formulering af Lacan:

”I love you, but, because inexplicably I love in you something more than you – the objet petit a – I mutilate you”[28]

Her introduceres endnu et af Lacans centrale begreber: objet petit a[29]. Dette er kort sagt en betegnelse for det, som subjektet forestiller sig kan udfylde dets mangel. Henrik Jøker Bjerre har udlagt citatet ved hjælp af historien om Judas og Jesus – hvor Judas elskede Jesus, men blev nødt til at ødelægge ham (kroppen, mennesket Jesus), fordi der var noget i ham, som Judas elskede mere – kærligheden selv, Jesus som kærlighedens inkarnation[30]. Som vi så ovenfor, består kærlighed i troen på, at den anden har det, subjektet mangler – dvs. objet petit a. Derfor involverer en kærlighedsrelation altid, at man må ødelægge den anden for at få det frem i dem, som man forestiller sig kan udfylde manglen. Når Helle Thorning-Schmidt siger, at Socialdemokratiet skal lære at elske markedet, betyder det altså, som vi også fastslog ovenfor, at lære at det vi mangler, er i markedet – objet petit a er i markedet; man kan sige, at Helle Thorning-Schmidt er blevet integreret i liberalismens ideologiske fantasi om markedets fuldkommenhed. Selvom udsagnet ved første øjekast viser en orientering hen imod en pro-kapitalistisk politik og væk fra traditionel venstreorienteret markedsregulering, så viser det sig ved nærmere eftersyn at være et udsagn, der – hvis det tages alvorligt – i sine konsekvenser er revolutionært og anti-kapitalistisk. Virkelig at elske markedet vil jo netop betyde at ødelægge markedet for at få fat i dét i markedet, som elskes mere end markedet; nemlig forestillingen om en samfundstilstand præget af velstand, rigdom og lykke, hvor ingen mangler noget – objet petit a.

 

Konkurrenceevnens falliske funktion

I talen om markedet er det en grundlæggende erfaring, at markedet ikke kun ”belønner” ”vores” økonomi eller samfund. Der er andre samfund, som markedet belønner, f.eks. ”vækstøkonomierne” i Asien. Denne erfaring svarer til den, barnet oplever, når det går op for det, at moderens begær ikke kun retter sig mod barnet selv. Barnet erfarer, at moderen også interesserer sig for og begærer noget andet end barnet. Dette rejser spørgsmålet om den Andens begær, idet moderen repræsenterer den Anden: Hvad skal jeg gøre, for at være genstand for moderens begær? Det svar, barnet kommer med, er det, der i psykoanalysen kaldes for fallos. Fallos er betegnelsen for, eller subjektets svar på, hvad den Anden begærer.[31] For at undgå en udbredt misforståelse vil det være på sin plads at understrege, at fallos hos Lacan ikke er lig med penis – der er en forbindelse mellem fallos-begrebet og penis, men fallos er en strukturel funktion og en komponent, der ikke står i nogen nødvendig relation til det mandlige kønsorgan.[32] Som illustreret ovenfor handler den økonomiske politik i høj grad om at finde et svar på den Andens (markedets) begær. Hvad er så svaret på dette spørgsmål i den aktuelle diskurs? Et af de mest fremtrædende svar er konkurrenceevne. Markedet belønner samfundet, hvis konkurrenceevnen forbedres. Der er på tværs af de aktuelle politiske blokke uenighed om, hvordan konkurrenceevnen skal forbedres; men der er tilsyneladende enighed om, at det skal ske. Det ligger allerede i ordet konkurrenceevne, at dette handler om at konkurrere med de andre økonomier om at være genstand for markedets begær. Konkurrenceevnen er således det, der kan opfylde den Andens begær; det er fallos – det udfylder netop den falliske funktion idet, at det er svaret på spørgsmålet om, hvad den Anden begærer.

 

Subjektet der formodes at vide

Den kliniske praksis i psykoanalysen er ofte kendetegnet ved, at en person – analysanden – henvender sig til analytikeren, fordi vedkommende har et problem, han eller hun gerne vil have løst. Analysanden formoder derfor, at analytikeren sidder inde med den viden, der kan hjælpe analysanden. Analytikeren formodes med andre ord at have et svar på spørgsmålet om, ”hvad der er galt”, hvad talen ”egentligt” betyder, eller hvad analysanden skal gøre for at blive sit problem kvit. Denne funktion, som analysanden ubevidst kan placere analytikeren i, kaldes i psykoanalysen for subjektet der formodes at vide[33]. I den politiske og økonomiske diskurs om markedet varetages denne rolle af de finansanalytikere og universitetsøkonomer, som ofte udtaler sig i medierne. DR2-programmet Deadline\'s tilbagevendende sektion Talknuserne er her eksemplarisk: Her inviteres ”førende økonomer”[34]  ind i studiet og medbringer en masse grafer for at forklare markedets seneste bevægelser. De er netop eksperterne, der forventes at sidde inde med den vigtige viden om, hvad det er, markedet vil have – altså hvad det egentligt er, den Anden begærer. Subjektet der formodes at vide optræder også ofte i finansnyhederne på TV og i udbredt grad i dagbladene i form af finansanalytikere fra banker og investeringsfirmaer. De formodes at have en privilegeret adgang til viden om den Andens begær. I psykoanalysen er pointen imidlertid, at subjektet der formodes at vide kun formodes at vide, og reelt ikke har den viden, det formodes at have.[35] I analysen handler det derfor om, at analysanden gradvist når til erkendelse af, at analytikeren ikke kan levere sandheden om analysandens begær, men at det er analysanden selv, der sidder inde med den ubevidste viden, der er nødvendig.

 

Analysens afslutning

Inden for psykoanalysen er der er forskellige bud på, hvorvidt en analyse kan og skal slutte, og i så fald, hvornår og hvordan den skal slutte. Ét bud på analysens afslutning er ”den Andens fald” - altså det, at analysanden indser, at den Anden som en fuldkommen instans ikke eksisterer, og der derfor ikke er nogen, der kan give analysanden en endegyldig viden om vedkommendes begær eller udfylde analysandens grundlæggende mangel[36]. Analysens afslutning er således også at anerkende den Andens mangel. Det indebærer, at man anerkender, at subjektet der formodes at vide netop ikke ved, idet der ikke er nogen endelig viden om begæret og manglen. Hvis vi skal relatere dette til den herskende diskurs om markedet, betyder det altså, at analysens afslutning ville indebære, at vi indser, at markedet som fuldkomment ikke eksisterer, at det ikke kan opfylde vores begær, samt at økonomerne og finansanalytikerne ikke ved noget. Måske er det den erkendelse, der sniger sig ind i det tredje af de ovenstående citater om markedet: ”Det er et nervøst marked, der har det med at overtolke alting” (min kursivering) - her viser der sig måske en gryende erkendelse af, at markedet tager fejl, selvom det dog kun er en del af en udtalelse, der ellers bekræfter den herskende diskurs.

 

Konklusion

I de foregående afsnit blev det fremhævet, hvordan markedet i den politisk-økonomiske diskurs bliver artikuleret som en autonom aktør der tillægges følelser, holdninger og handlekraft – som den orden der sætter reglerne, og som man henviser til i retfærdiggørelsen af handlinger eller politiske tiltag. Med Lacan kan vi sætte begreber på det strukturelle, ubevidste grundlag for denne tale om markedet; markedet indtager, ligesom Gud i Descartes\' filosofi, tydeligvis den Andens funktion – det er et symbol på troen på, at der må være en rigtig måde at handle på, og at der må være et svar på, hvad vi som samfund skal gøre for at opnå det, vi mangler. Når markedet omtales som noget, der straffer og belønner, og hvis tillid det gælder om at vinde, bliver det klart, at denne tale siger noget om begærets væsen; nemlig at begæret er den Andens begær. Politikken udformer sig således som et begær efter markedets begær – et forsøg på at blive fallos – i form af eksempelvis ”øget konkurrenceevne”.

På en måde kondenserer Helle Thorning-Schmidt denne diskurs om markedet i sit udsagn om, at ”Socialdemokratiet skal lære at elske markedet”. Her gør hun det eksplicit, at markedet er i besiddelse af det, vi mangler, og at markedet derfor kan løse vores problemer. Det er markedet, der har svarene på vores problemer, og hvis vi bare lytter til økonomerne og finansanalytikerne – subjektet der formodes at vide - kan vi udfylde markedets begær.

Den psykoanalytiske indsigt tillader imidlertid samtidig at identificere fejltagelserne i denne diskurs. Med Lacan kan det påpeges, at denne forestilling om den fuldkomne Anden, som sidder inde med det objet petit a, der vil gøre samfundet fuldkomment, ikke eksisterer, men snarere er et produkt af oplevelsen af mangel og ufuldkommenhed. Hvis man kan tale om et formål med analysen og en afslutning på denne, kunne den således bestå i at anerkende den Andens mangel – dvs. at indse at markedet ikke er den absolutte instans, den bliver gjort til, og at der ikke er nogen, der sidder med et endegyldigt svar på spørgsmålet om, hvad vi skal gøre.

 

 

Litteraturliste

-       Bjerre, Henrik Jøker og Laustsen, Carsten Bagge (2006): Slavoj Žižek, 1. udgave, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag

-       Descartes, René (2002 [1641]): Meditationer over den første filosofi, 4. oplag, Frederiksberg, det lille forlag

-       Evans, Dylan (2010 [1996]): An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, London og New York, Routledgde

-       Fink, Bruce (1997 [1995]): The Lacanian Subject – Between Language and Jouissance, 3. oplag, New Jersey, Princeton University Press

-       Hyldgaard, Kirsten (1998): Fantasien til afmagten – syv kapitler om Lacan og filosofien, København, Museum Tusculanums forlag

-       Lacan, Jacques (2006 [1966]): Écrits, New York og London, W.W. Norton & Company

-       Lacan, Jacques (1978 [1973]): The four fundamental concepts of psychoanalysis – The Seminar of Jacques Lacan Book XI, New York og London, W.W. Norton & Company



[2]   Kirsten Hyldgaard, Fantasien til afmagten, Museum Tusculanums forlag 1998, s. 106

[3]   Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen, Slavoj Žižek, Roskilde Universitetsforlag 2006, s. 17

[4]   Dylan Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, Routledgde 1996, s. 217f

[5]   Jacques Lacan, Écrits, W.W. Norton & Company, s. 436

[21] Dylan Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, Routledgde 1996, s. 133

[22] Jacques Lacan, Écrits, W.W. Norton & Company, s. 436

[23] Jacques Lacan, Seminar XI - The four fundamental concepts of psychoanalysis, W.W. Norton & Company, 1978, s. 38

[24] Ibid., s. 36

[25] René Descartes, Meditationer over den første filosofi, det lille forlag, 2002, s. 100f

[27] Citeret efter Kirsten Hyldgaard, Fantasien til afmagten, Museum Tusculanums forlag 1998, s. 115

[28] Jacques Lacan, Seminar XI - The four fundamental concepts of psychoanalysis, W.W. Norton & Company, 1978, s.  268

[29] Begrebet objet petit a fungerer i det lacanianske begrebsapparat som et algebraisk tegn, og oversættes derfor ikke.

[30] Eksistens, P1, d. 24/10/2010

[31] Bruce Fink, The Lacanian Subject, Princeton University Press 1995, s. 101f

[32] Jacques Lacan, Écrits, W.W. Norton & Company, s. 579

[33] Jacques Lacan, Seminar XI - The four fundamental concepts of psychoanalysis, W.W. Norton & Company, 1978, s.  231ff

[35] Dylan Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, Routledgde 1996, s. 197f

[36] Kirsten Hyldgaard, Fantasien til afmagten, Museum Tusculanums forlag 1998, s. 117